Når man ser nordlys på himlen, kan man let komme til at tænke på, om vi er de eneste, som kan se dette lysshow på himlen.
Fænomenet nordlys er næsten helt sikkert noget, man kan se på utallige planeter - både i Mælkevejen og i andre galakser.
Så hvis der findes liv andre steder, kan man godt forestille sig andre intelligensvæsener, der måske slet ikke ligner os mennesker, se på himlen og stille sig det samme spørgsmål, som vi gør; er vi de eneste, som kan gå ud en mørk nat og beundre naturens tæpper af lys?
For at kunne svare på dette spørgsmål vil vi først se på, hvad der skal til for at skabe nordlys, eller måske mere korrekt polarlys.
Naturen har en ganske simpel opskrift på at skabe polarlys, der kun kræver to ting:
En stjerne der udsender en konstant 'stjernevind' af elektrisk ladede partikler
En planet med et magnetfelt og en atmosfære
Derefter går resten af sig selv. Når de elektrisk ladede partikler når frem til planetens magnetfelt, bliver de afbøjet ned mod atmosfæren, og når de rammer molekylerne, opstår polarlys.
De fleste stjerner udsender en konstant stjernevind.
Stjerner, der er mindre end Solen, udsender endda en stærkere vind end Solen, og det kan skabe problemer for planeter uden et magnetfelt, der kan afbøje stjernevinden. For hvis en meget stærk stjernevind rammer direkte ned i en planets atmosfære, kan den ligefrem erodere atmosfæren bort.
Vi kender fænomenet fra vores eget solsystem: Mars mangler et stærkt magnetfelt, og det betyder, at solvinden over milliarder af år har kunnet erodere det meste af atmosfæren væk, så den nuværende atmosfære er yderst tynd.
Det eneste magnetfelt, Mars har i dag, stammer nemlig fra nogle magnetiske områder rundt om på Mars, som måske er de sidste rester af et stærkere magnetfelt, der nu er forsvundet.
Solvindens partikler rammer især Mars-atmosfæren over disse magnetiske områder, og her kan der så skabes et meget svagt lys - dog mest i det ultraviolette område, selv om der også kommer lidt rødt og grønt lys fra den smule ilt, der er i atmosfæren. Til gengæld kan dette lys ses over det meste af Mars og ikke bare i polarområderne som her på Jorden, så man kan ikke tale om polarlys.
Den anden del af opskriften på at skabe nordlys - nemlig at have en planet med både magnetfelt og atmosfære - er, som vi skal se, lidt mere tvivlsom. I hvert fald hvis vi taler om planeter, der ligner Jorden.
Solsystemet deles normalt i to dele, nemlig de indre og de ydre planeter. De indre planeter er Merkur, Venus, Jorden og Mars. Fælles for disse planeter er, at de er forholdsvis små og opbygget af metal og klippe.
Når vi taler om polarlys, er det vigtigt at bemærke, at kun én af disse fire planeter har et stærkt magnetfelt, nemlig Jorden. Det har man længe søgt en forklaring på, og den teori, man i dag nok anser for den mest sandsynlige, er, at vi kan takke Månen for Jordens magnetfelt.
Vi ved, at Jordens magnetfelt skyldes bevægelse af flydende jern i Jordens ydre kerne. Naturligvis er Jorden blevet afkølet, siden den blev dannet for 4,6 milliarder år siden. Selv om det er længe siden, så har Jordens kerne nu en temperatur på omkring 3800o, hvilket er nok til, at den ydre kerne er flydende.
At opretholde en så høj temperatur kræver energi, som blandt andet kan komme fra, at den indre kerne gradvist størkner til fast jern.
Men hvis det var den eneste energikilde, ville det kræve, at Jordens kerne over de sidste 4,3 milliarder år var afkølet fra 6800o til de nuværende 3800o. Hvis Jorden oprindeligt havde været så varm, så må planeten være helt smeltet, og det er der intet, som tyder på.
Det er derfor nødvendigt at finde en anden energikilde til at holde Jordens kerne så varm, at magnetfeltet kan opretholdes.
Denne ekstra energi kan netop være Månens påvirkning af Jorden, for den skaber nogle tidevandseffekter, også dybt nede i Jorden, som i sidste ende fører til en opvarmning af Jordens indre.
Den effekt, der afsættes af Månen på denne måde, er 3.700 milliarder watt, hvor de over 1000 millia...
