Valget i Tyskland i 2025 er helt særligt af mange forskellige årsager.
Højrefløjen bliver mere populær, men holdes stadig uden for demokratisk indflydelse. Elon Musk har blandet sig i valget. Og den tyske økonomi er i krise.
Men valget er mindst lige specielt, fordi det kan være et endegyldigt farvel til titlen som verdens største demokratisk valgte nationale parlament. En titel, som den tyske forbundsdag bærer med sine 736 politikere.
Så mange politikere kommer der med garanti ikke ind denne gang. Efter valget må der nemlig allerhøjst være 630 politikere i Forbundsdagen.
Regeringen lavede i 2023 et indgreb i valgsystemet, da de tyske politikere frygtede en udsigt til et parlament, som kunne vokse helt op til 900 politikere. Indgrebet møder dog stor kritik fra yderfløjene. De er bange for at miste deres stemmer og kalder det udemokratisk.
"Kritikerne frygter, at elementet af direkte repræsentation bliver mindre," siger Peter Nedergaard, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Men inden striden om valgsystemet skal du have et overblik over det valgsystem, der kan give selv en erfaren valgforsker panderynker.
Vi starter ved begyndelsen af det tyske valgsystem, som blev udviklet efter Anden Verdenskrig. Her valgte man at kombinere to valgsystemer, forklarer Peter Nedergaard.
Det ene kender vi i dag fra USA og Storbritannien. Man stemmer på en kandidat i en valgkreds, som får et mandat til at komme i parlamentet.
Det andet system hedder proportionalitetssystemet. Man stemmer på et parti i den delstat, man bor i. Stemmerne tælles op, og mandater fordeles rundt til partierne i delstaten. Det lyder indviklet, men det er faktisk samme system, vi har i Danmark til folketingsvalg.
Noget ret specielt for det tyske valgsystem er derfor, at de har to stemmer til forbundsvalget. I princippet gælder begge stemmer lige meget.
1. Første stemme er på en kandidat.
Kandidaten er en politiker i den valgkreds, man bor i. Der er i alt 299 valgkredse, og der gives derfor 299 mandater til Forbundsdagen igennem første stemme.
1. Anden stemme er på et parti.
Det er ikke lige så åbenlyst, hvilken politiker der kommer i Forbundsdagen på denne stemme. Det afhænger af partilisten. Her har der traditionelt været 299 mandater at vinde, men i år er der 331.
Det tyske valgsystem tillader derfor også, at man kan stemme på to forskellige partier.
Her er en kort opsummering af valgsystemet, som det har set ud indtil nu:
Det kunne være, at man stemmer på det socialdemokratiske parti SPD som parti. Men i ens valgkreds er man vild med en politiker fra kristendemokraternes parti CDU.
"Det kan man for eksempel bruge strategisk. Hvis et muligt koalitionsparti ligger tæt på spærregrænsen, kan man stemme på sit eget parti og det parti, for at det ikke ryger ud," siger Peter Nedergaard.
Hvis man kigger på en liste over, hvor mange politikere der er i Forbundsdagen efter hvert valg, har antallet ligget stabilt i mange år.
Men der sker noget drastisk fra valget i 2013.
Problemet er, at regeringen i 2011 indførte et system, hvor der kunne afgives såkaldte udligningsmandater (se grafikken ovenfor). For at forstå dem skal man først forstå tillægsmandater, der har eksisteret lige siden 1949.
For hvis et parti vinder flere valgkredse og dermed flere mandater med deres første stemme, end de er berettiget ifølge anden stemme, har de et tillæg af mandater. Med andre ord: De har flere, end de faktisk burde.
Derfor har der aldrig bare været 598 politikere i det tyske parlament, som traditionelt er mindsteantallet af mandater på valg.
Et eksempel er partiet CSU. Partiet er søsterparti til CDU og holder til i den sydtyske delstat Bayern.
CSU vandt i 2021 46 valgkredse - næsten udelukkende i Bayern. Men de fik kun 5,2 procent af stemmerne nationalt i anden 'parti'-stemmer, hvilket kun burde give 35 mandater. Partiet fik altså 11 såkaldte tillægsmandater.
Og hold nu fast:
I alt blev der uddelt 34 tillægsmandater i 2021. Hvis man bare ...
