På søndag skal tyskerne stemme til deres parlament, Forbundsdagen. Dermed skal de også stemme om, hvem der skal have mandater nok til at stå i spidsen for den næste regering.
Selvom der ikke er lagt op til en valggyser i klassisk forstand (den ene kandidat, Friedrich Merz, fører stort), så kan udfaldet måske alligevel få hårene til at rejse sig. Ikke kun hos tyskerne, men også hos os øvrige europæere.
Valget falder nemlig på et tidspunkt, hvor sikkerhed er blevet det nok vigtigste emne i Europa - en følge af de signaler om svækkelse af NATO, der kommer fra USA's præsident og vicepræsident.
Og Tyskland er en helt afgørende spiller på den europæiske sikkerhedspolitiske scene. Faktisk er der en forventning om, at Tyskland indtager en førende position i forhold til vores fælles sikkerhed på kontinentet.
Men den tyske debat om sikkerhed er domineret af grupperinger, der trækker i hver sin retning, og det samme gælder de politiske partier op til valget i Tyskland.
Derudover dominerer sikkerhed og forsvar ikke valgkampen i Tyskland - migration, økonomien, inflation og boligsituationen fylder mere blandt vælgerne.
Det kan virke underordnet, hvad andre tyske partier end kristendemokraterne måtte mene om sikkerhedspolitik, nu da kristendemokraterne med Merz i spidsen formentligt løber med sejren. Men de kan ikke gennemføre deres politik uden støtte, og går det eksempelvis godt for fløjpartierne, kan de blokere for kristendemokraternes ønsker.
Så hvad kan vi forvente af de tyske politikere? Hvem vil spænde ben for hvem?
Det vil jeg gennemgå i denne artikel. Først kan du i boksen nedenfor læse de mest basale fakta om det tyske valg.
Lavpraktisk er hverken Tyskland eller Danmark i stand til at forsvare sig mod et klassisk angreb. Især tyskerne har siden murens fald droslet forsvarsbudgettet betydeligt ned for at bruge pengene til andre sociale eller økonomiske tiltag.
Mentalt er befolkningen udfordret på flere fronter - nogle (ikke kun på yderfløjene) mener stadig, at Tyskland ikke bør deltage i et nyt våbenkapløb i Europa og er i et vist omfang indstillet på at genoptage samarbejdet med Rusland.
Takket været et særligt støtteprogram på 100 milliarder Euro, lever Tyskland på nuværende tidspunkt op til NATOs mål om at bruge 2 procent af BNP på militæret.
Men den tyske hær kæmper fortsat med meget grundlæggende udfordringer, såsom dårlige vilkår for soldater, utilstrækkeligt eller forældet udstyr samt nyere våbensystemer, der ikke virker.
Tysklands samlede militær (Bundeswehr) fik under Tysklands genoprustning i efterkrigstiden afvasket blamagen efter det Tredje Riges nazistiske militære styrker (Wehrmacht), og trods en stigende opbakning fra befolkningen lider det stadig under et dårligt omdømme.
Nogle nazi-skandaler i egne rækker har ikke bidraget positivt til militærets ry, men i stedet fremstår militæret utiltrækkende for tyskere med indvandringsbaggrund.
Hvordan ser så Tysklands såkaldte 'strategiske kultur', altså deres grundlæggende indstilling til sikkerheds- og forsvarspolitik, ud i 2025?
For at svare på det må vi lige have årtierne forinden med.
Tyskland har siden Anden Verdenskrig været præget af en stærk tilslutning til både europæisk integration og det transatlantiske forhold til USA.
Det tidligere Vesttysklands strategiske kultur tog afsæt i efterkrigstidsdogmer som 'ikke mere krig' og 'ikke mere alene'.
I det forenede Tyskland efter murens fald blev ovenstående udvidet med mantraet 'fred er naturlig, og krig er en afvigelse'. Denne tilføjelse er en klar ændring, både i forhold til de vesttyske dogmer, men også fra Prøjsen og DDR, hvor indstillingen til sikkerhed og forsvar var præget af at være forberedt til krig.
Under Donald Trumps første embedsperiode blev Tysklands tilslutning til Europas tætte samarbejde med USA dog stærkt udfordret, og nu nærmer vi os så Tysklands strategiske kultur i dag.
For hvad siger partierne i deres valgprogrammer om sikkerhed og forsvar?
Hvis man antager, at strategisk kultur afspejles i sikker...
