Er du 'hjemmets projektleder', 'følelsesminister' eller 'familiens blæksprutte'? Så er du formentligt bekendt med begrebet usynligt husarbejde. Emnet har fyldt i den offentlige debat den seneste tid og omtales ofte som 'the mental load', der betegner alle de usynlige opgaver, som primært kvinder, og ikke mindst mødre, udfører inden for familien og parforholdet. Det viser statistik på området. Debatten har blandt andet handlet om, hvorvidt det kun er kvinder, der udfører dem, om det overhovedet er et reelt problem eller bare klynk, og hvem der i så fald er skyld i det. Man kan hurtigt få et indtryk af, at 'mental load' er et relativt nyt emne, men dykker vi ned i feministiske traditioner inden for sociologi, psykologi og litteraturvidenskab, kan vi se, at begrebet er blevet diskuteret i årevis. Og vi får også et unikt indblik i, hvilke konkrete usynlige arbejdsopgaver der er på spil. Det beskriver jeg i en nyligt udgivet bog, hvor jeg blandt andet fokuserer på skønlitterære tekster, hvor kvinder beskriver deres liv som mødre og familiekaptajner. I skønlitteratur om moderskab kan vi nemlig finde et sprog for det hårde og ubetalte mor-arbejde, og derfor er den en vigtig arena, hvis vi gerne vil blive klogere på usynligt arbejde kendt som 'the mental load', og hvordan vi kan gøre noget ved problemet. På samfundsplan er moderskabet en udfordret rolle, hvorom holdninger deler sig, og temperamenter blusser op. Forskning viser, at kvinder fortsat tager sig af størstedelen af det reproduktive (pasning og pleje af børn og ældre) og praktiske arbejde i hjemmene, såsom rengøring. Det er et faktum, der står fast på trods af årtiers kvindekamp og store sociale og kulturelle forandringer i slutningen af det tyvende århundrede. Hvorfor, kan man spørge sig selv? Det er det store og svære spørgsmål, der bliver ved med at vække debat og uenighed i både akademiske og politiske samtaler. Er kvinder simpelthen mere tilbøjelige til, måske endda biologisk drevne, til at tage sig af børn og hjem? Det er den ene konservative fløjs påstand. Eller udfører kvinder størstedelen af omsorgsarbejdet, fordi patriarkatet finder det belejligt at dumpe det hos dem, sådan som de venstreorienterede argumenterer for? Forældreskab, og specifikt moderskab, giver kort sagt anledning til diskussioner, der aldrig mangler hverken damp eller ivrige debattører. På grund af sin højspændthed er det et felt, hvor der er nok at tage fat på, hvis man vil kigge på forholdet mellem køn, anerkendelse og usynligt arbejde. Historisk set er feminismens forhold til moderskabet præget af en vis ambivalens. Kvindebevægelsen i 1960'erne og 1970'erne problematiserede kvinders dobbeltarbejde; dét, at vi både udfører betalt arbejde, og så har en ekstra vagt i hjemmet. 'The second shift' (den anden vagt) blev først formuleret af sociologen Arlie Hochschild i hendes bog fra 1989, og i kvindebevægelserne blev der sat kræfter ind på at omorganisere eller helt undergrave familien, ægteskabet og børneopdragelsen, fordi det stod i vejen for kvindelig frigørelse. Psykoanalytiker Juliet Mitchell og forfatter Betty Friedan gjorde familien til syndebuk, i den forstand at de mente, familien hindrede kvinders kreative og betalte udfoldelser. Andre var mere radikale, og tænkere som Shulamith Firestone udgav blandt andet 'The Dialectic of Sex: The Case for Feminist Revolution' i 1970. Her argumenterede Firestone for, at reproduktion burde udliciteres til maskiner med henblik på helt at fjerne byrden fra kvinder. Forfatteren Germaine Greer gik også langt, da hun stemplede kernefamilien som indbegrebet at kvindeundertrykkelse og postulerede, at en husmors arbejde er aldeles resultatløst og formålsløst. Kvindens rolle i hjemmet og den byrde, hun påtager sig i relation til reproduktivt arbejde, er således langtfra en ny debat, men derimod en diskussion, der har stået på i årevis. I skønlitteraturen er der også skrevet meget om kvinders rolle som primære omsorgsgivere. I en dansk sammenhæng kan man for eksem...
