Verden over, særligt i krigs- og konfliktområder som Gaza og Sydsudan, er der børn, kvinder og mænd, der får alt for lidt mad. Men hvad sker der egentlig på den korte og lange bane med kroppen ved langvarig faste eller hungersnød? Hvad er langtidseffekterne for børn, hvis mødre ikke får nok mad under graviditeten? Det ved vi faktisk en hel del om. Vores viden stammer især fra forskning baseret på historiske begivenheder med sultkatastrofer og hungersnød, eksempelvis Anden Verdenskrig. Men sultestrejker og kontrollerede forsøg har også gjort os klogere på, hvordan vi mennesker reagerer på mangel på mad. Jeg forsker i de cellulære og molekylære processer, der styrer, hvordan kroppen optager, lagrer og bruger energi. Før jeg dykker ned i, hvad forskningen viser om hungersnød, skal vi forstå, hvordan kroppen håndterer mangel på mad på den korte og på den lange bane. Kroppen har heldigvis energidepoter, som vi kan tære på, hvis der ikke er nok mad til rådighed. I hovedparten af menneskets historie har mad været en mangelvare, så de depoter har været helt essentielle for vores overlevelse. Konkret oplagrer vores krop energi til senere brug i forskellige lagre: Fedt: Der er et langtidslager af fedt i depoter i underhuden, især omkring numse, lår og mave, omkring tarmene samt, ved overvægt, i leveren og andre væv. Stivelse og protein: Vi har et mindre lager af stivelse i lever og skeletmusklerne, og kroppen kan også nedbryde musklernes protein og bruge det til energi. Ved kortvarigt stop for indtag af mad - det vil sige fra nogle timer til få dage - nedbryder kroppen først sine stivelsesdepoter i lever og skeletmuskler og laver det om til sukker. Men når stivelsen er brugt op, går kroppen over til at nedbryde og forbrænde fedt (triglycerider) fra langtidslageret. De fleste væv fungerer godt med at bruge fedtmolekyler (fedtsyrer) til at dække energibehovet, men hjernen vil helst forbrænde sukker. Derfor begynder kroppen at producere sukker ud fra glycerol (fra fedtnedbrydning) og aminosyrer (fra protein-nedbrydning), så hjernen kan blive ved med at fungere. Det foregår mestendels i leveren. Hjernens nerveceller kan dog omstille sig til at bruge ketonstoffer, som leveren og til dels nyrerne kan danne fra fedtsyrerne. Det har den fordel, at man ved langvarigt stop for indtag af mad 'sparer' på musklerne, så de i så lang tid som muligt ikke nedbrydes. I figuren herunder kan du se, hvordan energidepoter i lever, muskler og fedtvæv forsyner resten af kroppen med næringsstoffer under faste (til højre) samt processen med glukose og ketoner. Under mangel på mad omstilles en række hormonsystemer, så både stofskiftet og fertiliteten nedsættes. Det langvarige stressrespons aktiveres, og immunforsvaret bliver mindre aktivt. Vi bliver med andre ord mere modtagelige overfor infektioner med bakterier og virus, som vores immunsystem normalt let ville kunne slå ned. Det lyder jo umiddelbart som et uønsket respons, men alle disse omstillinger af kroppens stofskifte handler om at bruge mindre energi. Den energi, som er til rådighed, reserveres til livsnødvendige processer - eksempelvis i hjernen til at planlægge, hvordan der kan skaffes føde og i musklerne til at skaffe føden. Alle disse tiltag betyder, at ved fuldstændig stop for indtag af mad kan er voksent menneske (75 kg) begrænse vægttabet til cirka 300-400 gram om dagen. Efter omkring 50 dage, er vægttabet i omegnen af 20 kg for et normalvægtigt voksent menneske, svarende til omtrent 25 procent af kropsvægten. Det kan man komme sig over, hvis man begynder at spise igen. I historisk tid har det været normalen, at mange levede på sultegrænsen i senvinteren og det første forår, hvor forrådet slap op. Får man ikke mad i over 60 dage, vil man typisk være døden nær, hvis man startede fra en normal vægt (75 kg). IRA (Irish Republican Army)-medlemmet Bobby Sands, som sultestrejkede i 1981 i Maze-fængslet ved Belfast, overlevede 66 dage uden mad, før han døde af sult. I øvrigt var der 23 IRA-fanger i sta...
